Lalandia.dk

Mange har været der og endnu flere har en mening om det. Lalandia deler vandene herhjemme. Med en vision om at skabe de perfekte rammer for miniferier i Danmark, har Lalandia med udgangspunkt i to feriecentre i Rødby og Billund skabt et lille stykke Danmarkshistorie – hvis ikke et Nationalklenodie. For ganske nylig er Lalandia for alvor begyndt at satse på internettet som salgs- og informationskanal, og det har resulteret i et nyt website med masser af indhold og funktioner. I denne virksomhedprofil dykker vi ned i Lalandia.dk, og kigger nærmere på hvordan man sælger feriecenterophold med fri adgang til vandland i Danmark.

Aktiviteterne er vigtigst

Når man for første gang kommer ind på forsiden på Lalandia.dk, bliver man næsten overvældet af alle de forskellige indholdsniveauer der er tilstede på én side. Fra forsiden er der nemlig både traditionel navigation i form af en topmenu med forskellige overordnede punkter, samt side-menuer i både højre og venstre side med alt fra aktiviteter til nyheder og underholdning. Midt i det hele sørger en stor slider med flotte billeder for at fastholde interessen og informere om verserende kampagner og tilbud med mere. I det store hele er der ingen tvivl om at det primære mål med Lalandia.dk – som siden ser ud nu – er at informere frem for at sælge, skønt siden også fungerer som online-booking for hele feriecentret med alverdens aktiviteter. Den del kommer vi til lidt senere.

Lidt om farvevalg og layout

Fred være med at Lalandia forsøger at videreføre sin familievenlige linje gennem det meget farverige webdesign med alverdens små tale- og tekstbobler i vilde farver, men det tærer altså på overblikket og hindrer i sidste ende potentielle kunder fra at blive oplyst korrekt og ikke mindst draget til at købe. Vi tror at Lalandia har fat i en god pointe med at bruge masser af farver for at signalere målgruppen klart og tydeligt, men det kan altså også sagtens kommunikeres grafisk gennem et mere stringent udseende layout. Til gendgæl skal Lalandia have stor ros for at bruge ressourcer på fantastisk skarpe og flotte modelbilleder, som går igen på nærmest alle undersider på det alligevel forholdsvist store site.

E-handel på Lalandia.dk

Foruden lidt forskellige kampagnepakker og tilbud, er den primære vare på Lalandia.dk’s ‘webshop’ selvfølgelig ophold i feriehuse omkring de to feriecentre i Rødby og Billund. Normalt plejer vi her at slå hårdt ned på at man som kunde skal indtaste mange personlige oplysninger og måske endda oprette en konto inden køb, men i dette tilfælde er det uundgåeligt, da informationsbehovet for ferieophold selvsagt er meget større end på almindelige webshops der handler med modetøj og vvs-produkter. Den tilknyttede nyhedsbrevsfunktion fungerer dog langt fra optimalt, idet det tager flere minutter at kæmpe sig igennem en veritabel skov af spørgeskemaer og tjeklister før man kan få lov til at melde sig på mailinglisten.

Konklusion

Det er forfriskende at se at en stor spiller på feriemarkedet som Lalandia entrerer nettet med stil, men der er altså for mange løse ender til at vi kan give topkarakter. I forhold til kundeservice gør Lalandia en stor indsats for at informere i stedet for blot at sælge ‘hardcore’, og det bemærkes som noget meget positivt her fra redaktionen. For at ramme en topkarakter bør Lalandia opdatere sit webdesign til 2011-niveau og forsimple betalings- og nyhedsbrevsflow mest muligt.

Lalandia.dk

Skriv et svar